Når folkeskoleelever slår, sparker eller skubber deres undervisere, ved mange tilsyneladende ikke, hvordan de skal håndtere situationen. Faste retningslinjer og god ledelse kan være en del af løsningen.

AF Sille Hinsch og Simon Stensgaard

Det ringer ind til time på Bavnehøj Skole i Kolt udenfor Aarhus. Frikvarteret er slut, men et par grupper af børn er ikke helt færdige med at spille basket. De bliver stående på asfaltbanen og forsøger at ramme nettet, der hænger mindst to af deres kropslængder over jorden. Lidt efter lidt drysser de dog ind på gangen. De griner og skubber lidt til hinanden på vejen.

Sådan er det dog ikke altid. De seneste år har der været fokus på elevers voldelige adfærd i folkeskolen. Næsten alle større aviser har haft artikelserier om emnet, hvor den ene rapport eller øjenvidneberetning efter den anden skildrer en hverdag, der tilsyneladende er plaget af vold og trusler.

De bekymrende tal fra blandt andet Arbejdstilsynet fik Styrelsen for Undervisning og Kvalitet til at bestille en omfattende rapport om emnet. Den blev udarbejdet af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, forkortet NFA.

En spørgeskemaundersøgelse blandt lærere og pædagoger i folkeskolen viste her, at hele 51 procent af undervisningspersonalet var blevet udsat for vold indenfor de seneste 12 måneder. Lige under hver sjette svarede, at de var blevet udsat for en voldsrelateret hændelse mindst én gang om måneden. Det kan være alt fra slag, spark og spyt til krads og nap.

Seniorforsker ved Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning Lars Peter Sønderbo Andersen har været med til at lave undersøgelsen. Han siger, at selvom undersøgelsen ikke er direkte repræsentativ, bekræfter den et allerede kendt mønster.

”Resultaterne falder meget godt i tråd med det, som ellers er lavet. For Lærerforeningen og for NFA. Så for hyppigheden og udviklingen af det her, så flugter den jo meget godt med det.”

Mørketal

Mange af episoderne bliver tilsyneladende ikke registreret. I den samme rapport svarede lige under halvdelen af de voldsramte, at episoderne ikke blev registreret. Derudover mente 18 procent, at det var under halvdelen af episoderne. Det billede genkender formanden for Arbejdsmiljø- og Organisationsudvalget i Danmarks Lærerforening, Thomas Andreasen.

”Jeg er egentlig ikke så overrasket over tallet. Det stemmer meget godt overens med mit indtryk. Vi har haft en indsats de seneste år om at få de her ting anmeldt og registreret af hensyn til at forebygge det,” siger han og peger på, at registreringer kan være en vigtig del af forebyggelsen.

”Det er for at få noget overblik over problemet. Altså, er det de samme situationer, det går galt i? Er det samme tidspunkt på dagen, er det nogle bestemte fag eller hvad det nu kan være, der gør sig gældende. Derfor er registrering vigtig,” siger han.

Tilbage på skolen i Kolt fortæller konstitueret skoleleder Vibeke Kjær Agger om Bavnehøj skoles arbejde med voldsforebyggelse. Ifølge hende arbejder de indgående med registrering af voldelige episoder og trusler. De benytter sig af Aarhus Kommunes fælles registreringssystem.

”Vi skal være opmærksomme på, om der er nogle bestemte steder, hvor vi har mange episoder. Vi ved det jo godt i forhold til Mellemrummet. Helt konkret kan vi se på børnene, at hvis der har været mange magtanvendelse, så har der helt sikkert også været vold og trusler mod de ansatte. Så når vi får lavet de rigtige pædagogiske tiltag, får vi nedbragt både vold og trusler og magtanvendelser,” siger hun.

Mellemrummet er en slags stue, hvor elever med særlige udfordringer kan være og arbejde i fred og ro fra de andres tumultariske dagligdag.

Indsats fra ledelsen

En del af rapporten fra NFA fokuserer på lærernes oplevelse af at kunne håndtere vold. Resultaterne tyder på en usikkerhed omkring lærerne. Næsten halvdelen ved ikke, om deres arbejdsplads har en skriftlig voldspolitik. Kun omkring 4 procent mente, at der blev tilbudt forebyggelseskurser og efteruddannelse indenfor håndtering af vold og trusler.

Thomas Andreasen tror ikke, at halvdelen af skolerne mangler en voldspolitik.

”Der er mange politikker og retningslinjer. Derfor tror jeg, at hvis man spørger bredt ud, så kan der godt være nogle der er i tvivl om, der er en politik om det ene eller det andet,” siger han. Han mener dog, at det er et alt for lavt antal, der bliver tilbudt efteruddannelse.

”Det er en meget typisk situation, at elever med en eller anden form for diagnose skal være i en klasse, hvor en lærer ikke har den specialviden, der skal hjælpe til, at eleverne får den bedste skolegang. Og nogle gange kan det være det, der gør, at der opstår vold og trusler,” siger han.

Lars Peter Sønderbo Andersen peger på, at en forebyggelsesindsats for skolen kan have en positiv effekt på lærerne.

”De oplever, at de bliver taget alvorligt, at der bliver taget hånd om dem, og at det ikke bare er deres eget problem, men at de på arbejdspladsen har en oplevelse af, at det er et fælles problem, og at de har opbakning fra ledelsen. Altså at det ikke bare er dem, der skal tage sig sammen, men at de rent faktisk bliver lyttet til,” siger seniorforskeren.

Struktur

Netop det er ifølge Vibeke Kjær Agger tænkt ind i den aarhusianske skoles nye voldspolitik. Her arbejder man ud fra, at vold er et fælles anliggende.

”Det handler meget om, at der er nogle arbejdsgange og procedurer, som man kender til som medarbejder. Hvad man gør, når man står i en situation, og at man har nogle folk, man kan ringe til. Det er så man ikke kommer til at stå alene i en situation,” siger skolelederen.

”Retningslinje til forebyggelse og reaktion på vold og trusler om vold mod medarbejdere”, som politikken hedder, fylder nogle A4-sider og indeholder blandt andet en række principielle holdninger fra skolens side og nogle mere praktiske råd til at undgå eller håndtere tilspidsede situationer.

Sidst på listen er en prioriteret liste over, hvem man skal kontakte, hvis man har behov for assistance fra en leder. Samtidig er en liste på syv telefonnumre på henholdsvis ledere og AKT-medarbejdere. Nederst er nummeret til skolens kontor, hvor man ifølge Vibeke Kjær Agger altid kan få fat på nogen.

Kommunale muligheder

Preben Meier Sørensen, chefkonsulent i Arbejdsgiverpolitisk Center indenfor Kommunernes Landsforening, anerkender at der har været en stigning i mængden af vold og trusler i folkeskolen. Han mener dog ikke, at en ensartet, landsdækkende politik vil være hensigtsmæssigt.

”Vi synes, det er den rigtige ordning, at kommunerne er forskellige, og at måden, man griber det an på, er forskellig. Det er den enkelte kommunes opgave og ansvar at håndtere det her. Også i forhold til socioøkonomiske forskelle,” siger han.

Han henviser dog til, at der findes en aftale, der forpligter kommunerne til at få nogle lokale retningslinjer, når der er vold mod personalet.

I Aarhus Kommune har de overordnede retningslinjer for håndteringen af chikane, vold og trusler. De er udarbejdet i et samarbejde mellem medarbejdere og ledelse. Særligt for børn og unge opfordrer kommunen til en lokalberedskabsplan for de enkelte skoler. De opfordrer også til at registrere alle tilfælde af vold og trusler mod personalet.

”Hvis man ikke griber muligheden lokalt, falder det til jorden,” siger Lasse Holm, arbejdsmiljøkonsulent i Aarhus Kommune. Han tilføjer dog, at man aldrig kan være 100 procent sikker på, at alle arbejdspladser registrerer vold og trusler.

Derfor laver kommunen hvert tredje år en trivselsundersøgelse blandt alle ansatte. Århus Stiftstidende fik fat i den seneste undersøgelse, der netop afslørede problemer med vold på folkeskolerne. Kommunen har ifølge Lasse Holm igangsat en række initiativer, der skal modvirke volden.